Da vi første gang hørte om dette sted, var tanken at det ikke var et besøg værd, men da vi alligevel var på de kanter, besluttede vi at tage forbi.

Langt det meste virkede som noget fra en drøm, og endte så alligevel så fantastisk.

Først kører man langt op langs floden, og da man endelig ser et lille blåt skilt ’S. Nicola’ tror man næppe sine egne øjne. En øde grusvej, som tilmed starter med et ’motor kørsel forbudt’ skilt. En tysk familie valgte at parkerer deres bil her, mens vi tog chancen og passerede skiltet. Efter mere end en km på kanten af hvad der på andre årstider er en flod og rundt i om hjørnet, og pludselig kan vi se en parkeringsplads med måske70-80 biler. Første tanke var at vi havde kørt den forkerte vej, hvilket blev kraftigt bekræftet da vi skulle passerer floden (selv om der kun var 10 cm vand). Men vi havde kørt rigtigt, det var vejen til Sant Nicola.

Nu ankom vi lige efter frokost, og det var tydeligt at der havde været fyldt ved bordene under maden, og nu lå de fleste i skyggen under parasoller, palmer eller træerne, eller nød at ligge i det stykke flod der var lavet om til en ’vild fos’.

Lidt forsigtigt stillede vi bilen, og søgte mod stedets udsalgssted for at få lidt mad. Familien som stod for stedet var flinke og service minded, og i løbet af ingen tid havde de fundet både et bord, noget kold vin og lagt mere brænde på grillen. Så sad vi der, midt i eftermiddags-varmen, i skyggen under store træer og spiste, mens nogle dansede, andre sov og børnene sprang i vandet.

Skal man kun være 1 uge i Kalabrien, så nyd stranden. Men er opholdet af længere varighed, og i højsæsonen (sidste del af Juli og August), så er det absolut et besøg værd – for hele familien.